1902: Marie Sørensen myrdet ved Hjortshøj i uopklaret sag

Fredag den 16. maj 1902 omkring klokken 22 blev den 22-årige gårdejerdatter Marie Sørensen fundet myrdet på en hulvej ved Hjortshøj nord for Egå i Jylland. Retsmedicinske undersøgelser viste, at gerningsmanden havde skåret halsen over på Marie Sørensen med en kniv, så snittet nåede helt ind til halshvirvlerne. Sagen blev kendt som Hjortshøjmordet og forblev uopklaret.

Forud for drabet havde Marie Sørensen om aftenen forladt Hesselballe Højskole, hvor hun studerede, for at gå til en købmandsbutik nær familiens gård. Hun blev fulgt af en veninde, hvis far ejede butikken. Veninden blev i butikken, mens Marie Sørensen alene fortsatte i kraftig regn, med en paraply og en flaske brændevin til sin far. På strækningen mellem butikken og gården blev hun overfaldet bagfra; en kniv blev først stukket ind i hendes tinding, og halsen blev i andet forsøg skåret over. Gerningsmanden bar derefter liget ned ad vejen, løftede det over en rabat og en sumpet grøft og placerede det under et elletræ på blomstrende anemoner. Liget blev anbragt, som om hun sov, med hovedet mod træet, kjolen glattet ned, hatten på hovedet og overstykket knappet op i halsen, så sårene ikke var synlige. Paraplyen blev sat i jorden, træskoene og brændevinsflasken blev stillet ved siden af hende, flasken indpakket i papir. Genstandene var rituelt placeret omkring den dræbte.

Familien, bestående af faren og søsteren, troede, at Marie Sørensen var hos sin forlovede i Aarhus. Først da forlovede telefonerede og spurgte efter hende, begyndte de at lede. Klokken var da 22. Kort efter fandt de Marie Sørensen myrdet. Søsteren udtalte: »Her ligger hun. Hun er slaaet ihjel,« mens faren sagde: »Nej, hun er saamænd ikke min Pige.« Faren gik hjem, vækkede en karl, som spændte for en vogn og hentede liget, der blev vasket og lagt i husets øverste stue. Lægen blev tilkaldt og konstaterede, at Marie Sørensen havde været død længe. Først herefter blev sognefogeden kontaktet, men da han fik at vide af brugsuddeleren, at pigen var død, foretog han sig intet, da det var mørkt, og han formodede selvmord. Næste morgen klokken syv fik sognefogeden dog oplyst, at der var tale om mord, hvorefter han skyndte sig til gerningsstedet og tildækkede en blodpøl med en sten. Han kontaktede politibetjenten i Hornslet, som ankom en time senere og begyndte undersøgelser og afhøringer.

Sognefogeden forsøgte at kontakte den konstituerede herredsfoged i Randers, men denne havde ikke telefon, og det var for sent til at sende telegram. Derfor blev der sendt et ridende bud med et brev, hvor det kun fremgik, at der var fundet en død pige, ikke et drab. Herredsfogeden ankom derfor først næste formiddag. Samtidig ankom Aarhus Stiftstidende til gerningsstedet. Avisens folk tilbød at fotografere stedet, da herredsfogeden ikke havde kamera, men dette blev afslået, da han og betjenten skulle føre til protokols.

Den 24. maj måtte herredsfogeden søge assistance hos politiet i Aarhus og Opdagelsespolitiet i København, men begge steder blev anmodningen afslået. Håndteringen af sagen vakte harme i lokalbefolkningen, hvilket blev udtrykt i Aarhus Stiftstidende, hvor avisen kritiserede de lokale myndigheders manglende erfaring og evner til at opklare sagen.

Da den ordinære herredsfoged vendte tilbage i midten af juni, blev sagen overtaget med hjælp fra en opdagelsesbetjent fra København. Efterforskerne kom dog ikke videre på grund af den tid, der var gået, og mangel på tekniske beviser. Der var usikkerhed om gerningsstedets udseende, hvilket vanskeliggjorde vurderingen af gerningsmandens profil. Mistanken rettede sig mod faren, blandt andet på grund af hans udtalelser og handlinger efter drabet og hans opførsel ved begravelsen. Marie Sørensens bror, der arbejdede i Københavns Opdagelsespoliti og havde opholdt sig i byen på drabsdagen, rejste hurtigt væk, hvilket blev tolket som et forsøg på at dække over faren. Vidner kunne dog placere faren på gården på gerningstidspunktet, hvorfor han blev løsladt.

Politiet stod nu uden spor. I august 1902 modtog politiet et brev fra en ukendt person i USA, som tilstod drabet og havde detaljeret kendskab til sagen. Efterforskningen i USA førte dog ikke til noget resultat. Sagen fik stor mediedækning, større end nogen tidligere mordsag i Danmark. Aviserne, herunder Politiken og Aarhus Stiftstidende, sendte journalister til Hjortshøj for at undersøge sagen og følge opklaringsarbejdet. Pressen rettede kritik mod politiets håndtering og frifindelsen af faren.

I 1906 blev en 15-årig dreng myrdet i Hejlskov nær Hjortshøj. Justitsminister P.A. Alberti nedsatte en undersøgelseskommission, der skulle gennemgå begge sager, selvom der næppe var forbindelse mellem dem. Opdagelsesbetjente fra København undersøgte området i flere måneder uden resultat. Marie Sørensens tidligere forlovede Julius Sørensen og veninden blev kortvarigt mistænkt, henholdsvis på grund af udtalelser i beruset tilstand og fordi politiet mente, der var noget feminint ved drabet. Vidner kunne dog afvise, at de havde været på gerningsstedet.

Sagen satte fokus på mangelfulde politiforhold og bidrog til oprettelsen af Statspolitiet, forløberen for Rigspolitiet. Den fik også betydning for retsreformen i 1919, hvor man indførte et nævningeting og gik fra inkvisitorisk til akkusatorisk proces. Statspolitiet og senere Rejseholdet forsøgte uden held at opklare sagen.

I 1945 dukkede en ny oplysning op, da Rigsarkivet under et dødsbo fandt en kniv, hvorpå det stod, at den havde været brugt til Hjortshøjmordet. Kniven tilhørte Frederik Blichfeldt, en afdød direktør med relationer til Hjortshøjgaard nær gerningsstedet. Politimester Hoeck i Aarhus genoptog sagen, men det lykkedes ikke at fastslå, om Blichfeldt havde modtaget kniven af morderen, selv var gerningsmanden, eller hvad motivet skulle have været. Også dette spor endte blindt, og Hjortshøjmordet forblev en af de mest indflydelsesrige og uopklarede drabssager i dansk kriminalhistorie.