Hjortshøjmordet 1902: Marie Sørensen myrdet ved Hjortshøj

Fredag den 16. maj 1902 omkring klokken 22 blev den 22-årige gårdejerdatter Marie Sørensen fundet myrdet på en hulvej ved Hjortshøj nord for Egå i Jylland. Retsmedicinske undersøgelser fra kriminalpolitiet viste, at gerningsmanden havde skåret halsen over på Marie Sørensen med en kniv, så snittet gik helt ind til halshvirvlerne. Sagen blev kendt som Hjortshøjmordet og forblev uopklaret.

På dagen for drabet havde Marie Sørensen været elev på Hesselballe Højskole. Hun gik fra skolen til en købmandsbutik nær familiens gård ved Hjortshøj sammen med en veninde, hvis far ejede butikken. Veninden blev i butikken, mens Marie Sørensen fortsatte alene i kraftig regn med en paraply og en flaske brændevin til sin far. På strækningen mellem butikken og gården blev hun angrebet bagfra. En kniv blev først stødt ind i hendes tinding, hvorefter halsen blev skåret over ved andet forsøg. Gerningsmanden bar liget ned ad vejen, løftede det over en bred rabat og derefter over en sumpet grøft, hvorefter han eller hun placerede det under et stort elletræ på en bund af blomstrende anemoner. Liget blev arrangeret, så det så ud, som om hun sov, med hovedet lænet mod træet. Kjolen var glattet ned, hatten sad på hovedet, og overstykket var knappet op i halsen, så sårene ikke var synlige. Paraplyen stod sammenfoldet i jorden, træskoene og brændevinsflasken var sat ved siden af hende, og flasken var pakket ind i papir. Genstandene var anbragt omhyggeligt omkring hende.

Marie Sørensens far og søster forventede, at hun opholdt sig hos sin forlovede i Aarhus. Først da forlovede ringede og spurgte efter hende, begyndte familien at lede. De fandt hende kort efter klokken 22. Søsteren udtalte: »Her ligger hun. Hun er slaaet ihjel,« mens faren sagde: »Nej, hun er saamænd ikke min Pige.« Faren gik derefter hjem, vækkede en karl, fik spændt for en vogn og hentede liget, som blev vasket og lagt i den øverste stue på gården. Først derefter blev lægen tilkaldt, som konstaterede, at pigen havde været død længe. Sognefogeden blev tilkaldt, men han fik af brugsuddeleren at vide, at der var tale om et dødsfald, og foretog sig intet, da det var mørkt og han formodede selvmord. Om morgenen klokken syv fik sognefogeden besked om, at der var tale om mord, hvorefter han tog til gerningsstedet og dækkede en blodpøl med en sten. Han kontaktede politibetjenten i Hornslet, som ankom en time senere og begyndte undersøgelser og afhøringer.

Sognefogeden forsøgte at kontakte den konstituerede herredsfoged i Randers, da den ordinære foged var bortrejst. Den konstituerede herredsfoged havde dog ikke telefon, og telegram kunne ikke sendes uden for telegraftid. Derfor blev der sendt et ridende bud med brev til Randers, hvor det kun blev nævnt, at der var fundet en død pige, ikke et drab. Herredsfogeden ankom derfor først næste formiddag. Samtidig ankom Aarhus Stiftstidende, som tilbød at fotografere gerningsstedet, men det blev afslået af herredsfogeden, da han og betjenten skulle føre til protokols.

Den 24. maj søgte herredsfogeden assistance fra politiet i Aarhus og Opdagelsespolitiet i København, men begge steder blev anmodningen afslået. Lokalbefolkningen reagerede kraftigt på sagsbehandlingen, hvilket kom til udtryk i Aarhus Stiftstidende, der kritiserede politiets manglende erfaring med kriminalsager. Først i midten af juni, da den ordinære herredsfoged vendte tilbage og fik hjælp fra en opdagelsesbetjent fra København, blev efterforskningen genoptaget. På grund af den forløbne tid og manglende tekniske beviser kom de dog ikke meget videre. Man var i tvivl om gerningsstedets udseende, hvilket vanskeliggjorde en vurdering af gerningsmandens typologi.

Faren blev mistænkt på grund af sin opførsel efter drabet – blandt andet sin udtalelse om, at datteren ikke var hans pige, den hurtige fjernelse af liget og en usædvanlig opførsel under begravelsen. Marie Sørensens bror, der arbejdede i Københavns Opdagelsespoliti, havde opholdt sig i byen på drabsdagen, men havde få dage efter forladt området, hvilket blev tolket som et forsøg på at dække over faren. Vidner bekræftede dog, at faren havde været på gården på gerningstidspunktet, så han blev løsladt.

Politiet stod herefter uden spor. Sagen blev yderligere kompliceret, da en ukendt person i USA i august 1902 sendte et brev, hvori vedkommende tilstod drabet og viste indgående kendskab til detaljerne. Efterforskningen i USA førte dog ikke til noget resultat.

Hjortshøjmordet fik en usædvanlig stor pressedækning. Dette skyldtes dels de mystiske omstændigheder, dels samtidens samfundsforandringer, herunder en markant stigning i antallet af aviser og et øget fokus på kriminalstof. Aviserne, især Politiken og Aarhus Stiftstidende, sendte journalister til Hjortshøj og kritiserede politiets håndtering og den efterfølgende frifindelse af faren. Denne myndighedskritiske journalistik førte til politiske konsekvenser, især da der i 1906 blev begået et drab på en 15-årig dreng i Hejlskov nær Hjortshøj. Justitsminister P.A. Alberti nedsatte en undersøgelseskommission for begge sager, hvilket dog ikke førte til opklaring.

Marie Sørensens tidligere forlovede, Julius Sørensen, og veninden fra købmandsbutikken var også kortvarigt i politiets søgelys. Julius Sørensen på grund af mistænkelige udtalelser i beruset tilstand, og veninden fordi politiet mente, der kunne være et feminint præg over drabet. Vidner frikendte dog begge personer.

Pressens og befolkningens kritik af politiets arbejde førte på længere sigt til oprettelsen af Statspolitiet, forløberen for Rigspolitiet, samt til retsreformen i 1919, hvor man gik fra inkvisitorisk til akkusatorisk proces. Statspolitiet og senere Rejseholdet, som blev oprettet i 1927, forsøgte uden held at opklare Hjortshøjmordet.

I 1945 opstod der en ny udvikling, da Rigsarkivet under behandlingen af et dødsbo fandt en kniv, der ifølge en påskrift havde været brugt til Hjortshøjmordet. Kniven tilhørte Frederik Blichfeldt, en afdød direktør med relationer til Hjortshøjgaard. Politimester Hoeck i Aarhus indledte en ny undersøgelse, men det lykkedes ikke at afgøre, om Blichfeldt havde fået kniven af morderen, selv var drabsmanden eller hvad motivet kunne være. Sporet endte blindt, og Hjortshøjmordet forblev en uopklaret sag i dansk kriminalhistorie.